Når jeg har sat malingen på plads
Maleriet var længe noget jeg var uvenner med. Det ville ikke som jeg ville og omvendt. Med mellemrum gav jeg det dog en chance og prøvede igen.
Jeg vidste, hvad jeg ville, men jeg blev uvenner med malingen, fordi jeg ikke fik det ønskede resultat. Først da jeg kom på lærerseminariet begyndte resultaterne at minde om de tanker, jeg
havde i hovedet.
Til at starte med blev jeg venner med svampen, kluden og mine fingre, som jeg brugte til at forme mine motiver. Først senere blev jeg glad for penslen og de spor den kan sætte.
Jeg fik kontrol over penslen og dens spor og det åbnede nye veje. Sammen med penslen gik jeg over til at male med oliemaling, og akrylmalingen som jeg indtil da havde arbejdet med blev lagt på
hylden, selv også den også havde sine fordele.
I dag overvejer jeg at prøve akrylmaling igen, men er blevet langt mere kræsen i mine valg af materialer.
Jeg har lagt mine farver ind i et system, der taler fint sammen med de gængse kontrastformer, mængder og de forskellige teorier, der er på området. Men vigtigst for mig er det, at billedet
fortæller sin historie, og at den er åben for fortolkning.